Arbejdsretsag om sympatistrejke blandt mælkechauffører ender uafgjort

Tirsdag, 4 april, 2017

En arbejdsretskendelse i en sag mellem 3F og to landmænd udlægges forskelligt af de to parter. Det skriver Landbrugsavisen. 3F har gået efter retten til at erklære sympatistrejker med landbrugsmedhjælpere, som ikke er omfattet af en overenskomst. I to forskellige sager søgte fagforeningen at presse de to arbejdsgivere alias to mælkeproducenter ind i en overenskomst ved at bruge strejkevåbnet blandt de organiserede tankbilschauffører. Den ene sag blev af arbejdsretten kendt ugyldig, fordi 3F ikke ville udlevere navnene på tre af deres medlemmer hos den pågældende arbejdsgiver. I den anden sag havde 3F ikke varslet sympatistrejke, men fik anerkendt retten til konflikt i samme anledning. Derfor ser 3F sagen som en sejr for fremtidige aktioner mod landmænd, som ikke vil indgå overenskomst. Landmændene Lars Kristensen og Tage Laustsen var repræsenteret af Landbo Syd, som i den konkrete sag vurderer, at det er en sejr, at der fortsat skal hentes mælk hos de to mælkeproducenter.