Arla bygger nyt pakke- og salgsanlæg i Ghana

Torsdag, 31 august, 2017

Arla er i gang med at opføre et nyt pakkeanlæg i Accra i Ghana, som forventes at blive sat i drift fra september. Produktionsanlægget vil i første omgang ansætte otte personer, men antallet af medarbejdere forventes at stige i takt med, at markedet udvikler sig, skriver Landbrugsavisen. Dermed føjer Arla endnu et marked til regionen Afrika syd for Sahara.
Virksomheden kommer til at sælge produkter fra Dano-serien, som også sælges i Nigeria, herunder mælkepulver, samt smør og ost fra varemærker som Arla og Lurpak. Distributionen vil blive varetaget af lokale distributører.

"Vi går ind på markedet i Ghana med det mål at opbygge en langsigtet forretning, og det kræver stærke lokale partnere. Vi er derfor glade for at have indgået et samarbejde med en erfaren partner med et veletableret distributionsnetværk i landet,” siger Steen Hadsbjerg, chef for Arlas aktiviteter i Afrika syd for Sahara.