Arla lukker Lillebælt Mejeri

Lillebælt Mejeri
Tirsdag, 4 juli, 2017

Arla har besluttet at flytte sin produktion af hvidskimmeloste til Troldhede mejeri for at gøre produktionen mere effektiv og miljøvenlig, skriver mejerikoncernen i en pressemeddelelse.
- Vores grundige undersøgelser af Lillebælt Mejeri har vist, at det ikke er rentabelt at fortsætte produktionen på mejeriet på lang sigt, da det vil kræve betydelige investeringer at sikre en langsigtet produktion på Lillebælt Mejeri, siger Group Vice President i Arla, Lars Dalsgaard.
Selvom Lillebælt Mejeri først lukker i 2019 har ledelsen valgt allerede nu at orientere mejeriets 66 medarbejdere, så koncernen har mulighed for at hjælpe de berørte medarbejdere videre til nyt job. Sammen med fagforeningerne og mejeriets samarbejdsudvalg vil der blive udarbejdet en plan, så de 66 ansatte får gode betingelser for deres videre jobsituation, skriver Arla i pressemeddelelsen. Arla Foods vil bl.a. tilbyde medarbejdere job på de nærliggende Arla-mejerier, så som Korsvej og Taulov, hvor Arla i de seneste år tilsammen har investeret godt 157 mio. kr. i udvidelser og produktionsudvikling.