Arla tjente mere på brands – og endnu mere på bulk

Tirsdag, 29 august, 2017

Arla fortsatte i 1. halvår 2017 den positive tendens fra 2016, så man nu har øget salgspriserne med 1,1 mia. Euro i de seneste 12 måneder. Stigningen gælder især industriprodukter, hvor pulver og fedt-produkter har oplevet meget store prisstigninger. Alligevel er Arla særligt tilfredse med, at man forholdsmæssigt har øget salget af højværdiprodukter i form af Lurpak, Castello og Puck-produkter, skriver Landbrugsavisen.
-Effekten af mærkevarepriser kommer altid 4-5 måneder efter de store industrimarkeder, og de er i gang med at slå igennem lige nu. Når vi i september har sat afregningsprisen op med 1 eurocent, er det langt hen ad vejen drevet af brands, siger Peder Tuborgh, som glæder sig over fænomenal vækst for Arlas mærkevarer i Afrika, Kina og Sydøstasien.