BILA overtager DAN-Palletiser

Mandag, 31 juli, 2017

Automatiseringsvirksomheden BILA på Nykøbing Mors overtager samtlige aktiviteter i DAN-Palletiser i Vemmelev på Vestsjælland, der for nylig gik konkurs blandt andet på grund af tab på en stor ordre. Det skrev BILA i en pressemeddelelse d. 10. juli.
– Vi er meget glade for nu at have lavet en aftale om overtagelse af samtlige aktiviteter i DAN-Palletiser. Det er vores vurdering, at DAN-Palletisers produkter supplerer vores egne palleteringsløsninger rigtig godt. Hvor vores robotbaserede palleteringsløsninger som regel egner sig bedst til større emner, er DAN-Palletisers lagpalleteringsløsninger målrettet mindre emner til brug i eksempelvis fødevareindustrien. Vi står derfor fremadrettet med et komplet og meget stærkt palleteringsprogram klar til international vækst, forklarer adm. direktør Jan Bisgaard Sørensen (foto) fra BILA. DAN-Palletiser kommer under det nye ejerskab til at køre selvstændigt videre under samme navn. I forbindelse med overtagelsen afskediges en del af medarbejderne i Vemmelev, men 50 arbejdspladser opretholdes med håb om flere i fremtiden.