Danskerne vil have luksusis

Torsdag, 15 juni, 2017

Is er blevet den nye hverdagsluksus, vi forkæler os selv med. Og det gælder både når vi handler i supermarkedet, og når køber is på strøgturen. I COOP’s dagligvarebutikker er salget af is til knap 50 kroner bøtten således steget betragteligt, skriver Retailnews.
- Tendensen er, at der er en stigende interesse for kvalitetsis, som tager markedet fra den billigere is. God is er kommet på mode, og vi ser mange flere forskellige slags. Man kan sige, at isen har taget kaffe lattens plads som den daglige forkælelse. Det gælder hele landet, men er mest markant i hovedstadsområdet, siger analysechef i COOP, Lars Aarup.
Ifølge Retailnews er det ikke kun i supermarkedernes kølediske, at kvalitetsisen er populær. Især hovedstadsområdet oplever en eksplosion af isbutikker, der sælger hjemmelavet is.
- Der er virkelig åbnet mange små, nye butikker. De er kreative og innovative og eksperimenterer med utraditionelle ingredienser som krydderurter, øl, avocado og olivenolie. Tidligere var der primært flødeis og italiensk gelato, men i dag kan man både få håndlavede ispinde, passionsfrugtsoftice og issandwich, siger Gylle Svanholmer, der står bag bloggen Isdamen.dk. (Foto: arkiv).