Flere mejeriingeniører til branchen

Onsdag, 28 juni, 2017

Efter fire års målrettet indsats for at skaffe flere nyuddannede mejeriingeniører, er succesen nu en realitet, idet 2017 ventes at byde på ca. 25 dimittender. Bag succesen er blandt andet en målrettet indsats af Industrigruppen bag Mejeriingeniøruddannelse (IbM), som blev etableret i 2012. Med de seneste prognoser nærmer tilgangen til mejeriingeniørfaget sig det behov, som en behovsanalyse viste i 2015. Alene pensionsafgangen på ca. 25 pct. af alle mejeriingeniører over de næste 10 år skaber en betydelig efterspørgsel efter de nye dimittender. Samtidigt betyder tilgangen dog også en lille stigning i ledighedsprocenten, som indtil for nylig stort set var lig 0. Sekretariatsleder Anne-Sofi Christiansen, Mælkeritidende, opfordrer branchen til at være vakse med rekrutteringen, så andre fødevarebrancher ikke snupper de nye dimittender. Læs mere om udviklingen i Mælkeritidende no. 13-14, som udkommer fredag.