Fynbo kæmper for EU-beskyttelse af Fynsk Rygeost

Tirsdag, 8 august, 2017

Jørgen Hoff producerer ægte fynsk rygeost på Gundestrup Mejeri og Bryghus på Sydfyn. Og denne fynske specialitet kunne han godt tænke sig en beskyttelse af, så mejerier i andre lande ikke uden videre kan kopiere osten. Derfor har han siden 2007 kæmpet for, at osten omfattes af EU’s regler for oprindelse og fremstilling, en såkaldt BOB (Beskyttet Oprindelsesbetegnelse). Oprindeligt var Arla, som også producerer osten, med i ansøgningsproceduren, men koncernen trak sig, da man vurderede, at produktionens omfang ikke stod mål med de administrative omkostninger. Dermed står Jørgen Hoff ifølge Landbrugsavisen alene tilbage i kampen for en navnebeskyttelse, men han vil gerne have allierede til kampen.
- Vi er ved at finde ud af, hvordan vi får rykket på godkendelsen, men vi kan ikke løfte opgaven alene på Gundestrup, siger Jørgen Hoff.