Lactalis halverer overskud i Danmark

Onsdag, 9 august, 2017

Omsætningen fortsætter med at falde i Lactalis Danmark, som er den danske gren af den franske mejerikoncern. Det fremgår af 2016-regnskabet, som henfører udviklingen til hhv. en lavere omsætning samt problemer med implementering af nyt IT-system, skriver Fødevarewatch. Selskabet står bag ostemærker som Président, Galbani, Zanetti og Prima Donna og har oplevet et fald i omsætningen til 624 mio.kr mod 640 mio.kr året før. Siden nettoomsætningen toppede med 735 mio. kr. i 2012, er omsætningen faldet år for år. Overskuddet lyder på 16 mio. kr., hvilket næsten er en halvering i forhold til året før.
- Den negative udvikling i resultatet skyldes primært implementering af et nyt ERP-system, hvilket har medført tab på lageret samt manglende salg, skriver ledelsen i årsberetningen og konkluderer, at den anser resultatet for at være ’under forventningerne’. Lactalis Danmark A/S havde ved årsregnskabets afslutning 31. december 2016 en egenkapital på 90 mio. kr. mod 104 mio. året før.
Lactalis Danmarks væsentligste forretningsområder omfatter import og salg af udenlandske oste og beslægtede fødevarer på de nordiske markeder.