Løgismose Meyers presset i 2016

Torsdag, 8 juni, 2017

Det tager tid at få fusionen mellem de to fødevarevirksomheder Løgismose og Meyers til at blive en økonomisk succes, skriver Food Supply, som henviser til oplysninger fra Berlingske. I 2016 oplevede koncernen således et underskud på 39,4 millioner kroner mod minus 23,6 millioner kroner i 2015. Fusionen trådte i kraft i begyndelsen af 2015. Underskuddet voksede sidste år på trods af, at omsætningen steg med 78 millioner kroner til 1,1 milliard. Tørk Eskild Furhauge, der trådte til som administrerende direktør for Løgismose Meyers 1. september sidste år, konstaterer, at resultatet ikke er prangende, men at det er acceptabelt set i lyset af årets mange ændringer, investeringer og organisationsforandringer.
- Virksomhedskultur er noget af det, der tager længst tid at ændre. Det er stadig tydeligt at mærke, at der er to meget forskellige kulturer, der hænger ved fra henholdsvis Løgismose og Meyers. På en eller anden måde skal de lære at leve sammen uden at miste de meget skarpe profiler, de to varemærker har, siger Tørk Eskild Furhauge til Berlingske. Løgismose Meyers er ejet af kapitalfonden IK Investment Partners, som ved indgangen til 2015 købte de to familiedrevne virksomheder for at fusionere dem.