Palsgaard har brug for mere plads

Fredag, 2 juni, 2017

Med en ny bygning på knap 2.000 kvadratmeter gør Palsgaard klar til at vækste. Ingrediensvirksomheden har vind i sejlene, og må derfor have mere plads til at huse nye ansatte, testfaciliteter og laboratorier, skriver FødevareFokus.
Den nye treetagers bygning bliver bygget ved siden af Palsgaards hovedkvarter i Juelsminde og forventes at stå færdig inden udgangen af indeværende år. Den nye bygning skal have sit helt eget plastlaboratorium.
- Vi har besluttet at gå all-in på plastområdet, siger Birger Brix, der er Group CEO i holdingselskabet Palsgaard, som blandt andet omfatter selve emulgatorvirksomheden Palsgaard A/S, citerer FødevareFokus.
Palsgaard producerer især emulgatorer og stabilisatorer til fødevareindustrien og har aktiviteter i over 100 lande.
Foto: Palsgaard Gods som ligger ved siden af hovedkvarteret og fabrikken.