Thise tæt på milliardomsætning

Fredag, 17 marts, 2017

Med en omsætning for 2016 på 973 mio. kroner er Thise Mejeri tæt på milliarden, skriver mejeriet i en pressemeddelelse. Årsresultatet er en anelse mindre end for 2015, som bød på et resultat på 29,5 mio. kroner, i forhold til 2016 på 27,9 mio. kroner. Men resultatet er stadigvæk noget bedre end det budgetterede resultat på 26 mio. kroner. 2016 var et udfordrende år for mælkeprisudbetalinger til andelshavere i Danmark, og alligevel lykkedes det Thise at opretholde sin konkurrencedygtighed. I 2017 forventer mejeriet at bruge kræfter på at øge konkurrenceevnen velvidende, at det økologiske mælkemarked er i vækst. Og så kigger mejeriet mod øst, da det kinesiske marked ser ud til at efterspørge flere økologiske mejeriprodukter. Ligeledes forventer ledelsen, at salget til de nære eksportmarkeder stiger i både værdi og i omsætning. På billedet ses en tilfreds adm. direktør, Poul Pedersen. (Foto: Thise, arkiv).