Thise vil udvide med 4000 kvadratmeter

Fredag, 16 juni, 2017

Thise Mejeri har planer om at udvide produktion, emballagelager, administration og etablere et nyt biomassefyr i de kommende 3-4 år. Derfor afholdes de første borgermøder i næste uge, idet byggeplanerne kræver en ny lokalplan.

- Vi har brug for mere plads i Thise, for det kan ikke blive ved med at slå til længere. Vi har øget produktionen og omsætningen så meget, at der på flere områder er brug for mere plads, fortæller mejeridirektør Poul Pedersen til Skive Folkeblad.

- Vi vil inddrage det nuværende osteri til udvidelse og produktion af friskmælk- og surmælksprodukter, og så vil vi have bygget et nyt osteri og et nyt lager på østsiden af mejeriet, forklarer han. Mejeriet har i dag 215 fastansatte, men når Poul Pedersen tæller det samlede antal ansigter på mejeriet, når han op på 250 ansatte. Umiddelbart er der udsigt til flere, når byggeplanerne er realiserede.