Thrane Mejeri lukker

Fredag, 1 september, 2017

I starten af oktober måned lukker Thrane Mejeri i Odense. Arla-mejeriet som producerer rygeoste, har haft vigende salg, samtidig med at produktionen ifølge en pressemeddelelse fra Arla ikke er tidssvarende eller tilstrækkelig lønsom.
- Det er ikke længere rentabelt for Arla Foods at fortsætte den unikke produktionsform af rygeoste på Thrane Mejeri. De seneste år har vist et fald i salget af rygeoste, og samtidig vil det kræve en større investering, at sikre en langsigtet produktion på Thrane Mejeri. siger Mejeridirektør i Arla, Ole E. Hansen.
Mejeriets syv medarbejdere fik besked om lukningen i går torsdag d. 31. august, og Arla tilbyder de berørte medarbejdere mulighed for efteruddannelse og hjælp til jobsøgning, ifølge pressemeddelelsen. Det lille fynske mejeri producerer hvert år ca. 260 tons rygeoste.