Årets Arbejdsmiljøgruppe er fra Høgelund

Fredag, 24 november, 2017

Høgelund Mejeri er de seneste år lykkedes med at skabe et godt arbejdsmiljø, hvilket blandt andet afspejles i, at antallet af arbejdsulykker med fravær er nedbragt til 0 i det seneste år. Det skyldes en massiv indsats blandt ledelse og medarbejdere, hvor ikke mindst arbejdsmiljørepræsentant Kirsten Rossen og teamleder Kim Have Hansen har ydet en stor indsats. På MIA’s arbejdsmiljøkonference i Herning blev dette honoreret med prisen som Årets Arbejdsmiljøgruppe i 2017.
- De to har været stærke rollemodeller, som både har været proaktive i forhold til nye tiltag, samt været effektive i at følge alle sager til dørs i en travl hverdag, sagde formand for MIA, Lars Mark Jensen fra 3F ved prisoverrækkelsen. På billedet flankeres Kirsten Rossen og Kim Have Hansen af Lars Mark Jensen (th.) samt Niels Juhl Andreasen, næstformand i MIA og direktør i DI-Mejeribranchen.