Arla vil levere mere forarbejdet mozzarella til foodservice

Tirsdag, 14 november, 2017

Arla-mejeriet i Rødkærsbro vil forarbejde en større del af sine producerede mozzarellaoste selv. Derfor investerer Arla Foods 100 mio. kr. i en stor tilbygning til sin eksisterende afdeling, der forarbejder og river osten. Det skriver Food-Supply. Årsagen til den store investering er, at Arla satser kraftigt på at levere ind til den hurtigt voksende – især i Asien – branche for foodservice. Og strategien bliver udført ved selv at forarbejde en klart større del af de osteblokke, som produceres på det midtjyske mejeri.
- Vi udvider ikke mængden af ost, men vi udvider vores sortiment af ost. Den største del af vores osteblokke sælger vi i dag til pizzafabrikker og virksomheder, som river og forarbejder osten videre. Nu vil vi selv levere en større del til foodservice, og derfor konverterer vi en del af vores blokke, siger Jørgen Poulsen, projekt- og teknologichef hos Arla Rødkærsbro.
- Vores nye produkter, sticks i to kilos poser, bliver frosset ned inden emballering, hvilket betyder, at sticksene er løst frosset. Det er nyt, og hvad mange af de store pizzakæder, som Pizza Hut, Dominos og Papa John’s efterspørger.