Britisk ost i markant eksportstigning

Tirsdag, 1 maj, 2018

Eksporten af ost fra Storbritannien rundede i 2017 en værdi på 615 mio. GBP, hvilket er en stigning på 23% i forhold til 2016. Det skriver Dairy Industries International med henvisning til nye tal fra HMRC.  Dataene viser, at mængden af eksporteret ost steg med 5% fra året før – og nåede lige over 170.000 tons. Mens cheddar fortsat dominerer eksporten, har friske oste, og især mozzarella, haft en særlig stærk eksportvækst. Størstedelen af eksporten går til europæiske markeder med Irland, Frankrig og Holland som hovedmarkeder. Til gengæld er Tyskland faldende, hvilket dog erstattes af øget salg til Danmark og Polen.