FH Scandinox styrker aktiviteterne i margarinebranchen

Fredag, 12 januar, 2018

FH Scandinox A/S i Tarm og Gerstenberg Services i Brøndby arbejder begge med projektering, konstruktion og fabrikation af maskiner og procesudstyr til fødevareindustrien. Efter mange års tæt samarbejde om løsninger til margarineindustrien har de nu for alvor fundet sammen, idet FH Scandinox har overtaget 75 procent af aktierne i Gerstenberg Services. Målet er at udvikle spidskompetencerne inden for margarineindustrien, oplyser de to selskaber i en pressemeddelelse. Der vil ikke ske ændringer i den daglige ledelse af Gerstenberg Services, der fortsætter med Jesper Andersen som administrerende direktør, ligesom virksomheden fortsat har adresse i Brøndby. Knud Aage Gerstenberg bliver formand for selskabets nye bestyrelse, som også tæller Frank Hansen, indehaver og CEO i FH Scandinox samt salgsdirektør Torben From.