Fonterra indgår partnerskab med a2 Milk Company

Fredag, 23 februar, 2018

a2 Milk Company står bag produktion af A2-mælk i New Zealand og Australien, hvor der er stigende interesse for specialmælken, hvor mælkeproteinets betakasein er A2 og ikke A1, som de fleste køer producerer. Nu går Fonterra ind i et samarbejde omkring specialmælken, som blandt andet giver a2 Milk Company adgang til Fonterras distributionsnetværk i New Zealand og Australien. Det skriver Dairy Reporter.
- Vi kan se en stigende efterspørgsel på både friske produkter og forskellige pulverprodukter, og vi vil gerne give forbrugerne flere valgmuligheder, siger Theo Spierings, CEO i Fonterra. Den store koncern vil afsøge mulighederne for selv at producere a2-mælk blandt egne leverandører, og selskabet planlægger eksport af a2-produkter til Asien.