Fonterra øger aktiviteten i Indien

Fredag, 10 august, 2018

Det New Zealandske mejerselskab Fonterra — der for nyligt er rykket op på femtepladsen på listen over verdens største mejeriselskaber — har annonceret et joint venture med et af Indiens største selskaber inden for retail- og detailhandel: Future Consumer Ltd. Partnerskabet får navnet Fonterra Future Dairy Partners, og målet er at udvikle og producere en række højkvalitets mejeriprodukter til forbrugere og foodservice i Indien.
- Partnerskabet giver os mulighed for at forberede fundamentet og få mest mulig ud af vores ekspertise, når vi entrerer med verdens største og hurtigst voksende mejeriindustri og -marked. Efterspørgslen på mejeriprodukter i Indien vil over de næste syv år vokse med 82 milliarder liter, hvilket er syv gange så meget som den spåede vækst i Kina, siger Lukas Paravicini, Fonterra’s Chief Operating Officer Global Consumer and Foodservice.