Jan Toft Nørgaard ny formand for Arla Foods

Mandag, 28 maj, 2018

Jan Toft Nørgaard blev i sidste uge valgt til ny formand på Arla Foods’ ordinære bestyrelsesmøde torsdag den 24. maj 2018. Det sker som følge af Åke Hantofts beslutning om at gå på pension og sælge sin gård i Ösarp, Sverige. Han overtager posten som bestyrelsesformand den 2. juli 2018. Inden den 2. juli vil Arla Foods’ bestyrelse også have udpeget en næstformand og dermed have sikret en god overdragelse af formandskabet. Jan Toft Nørgaard er 58 år gammel. Han bor i Skærbæk, Danmark, med sin hustru, Sanne, hvor de driver en gård med 485 malkekøer. Den nye formand har været mælkeproducent siden 1982 og repræsentantskabsmedlem i andelsselskabet siden 1996. I 1998 blev han medlem af bestyrelsen i MD Foods og siden 2000 har han været medlem af Arlas bestyrelse. I 2011 blev han næstformand for Arlas bestyrelse.