Øko-mælk vokser i Europa

Tirsdag, 13 marts, 2018

Danmark, Sverige, Østrig, Frankrig og Tyskland – de fem største lande, når det gælder produktion af øko-mælk, oplevede alle en markant stigning i den økologiske mælkeproduktion fra 2016 til 2017. Den højeste stigning på 17 pct. fandt sted i Tyskland, som dermed kom op på 930 mio. kg øko-mælk. Det skriver www.mejeri.dk. I Danmark blev der i 2017 produceret omkring 575 mio. kg øko-mælk – det er ny rekord og en fremgang på 15 pct. i forhold til 2016. Selv om de danske forbrugere putter stadig flere økologiske mejeriprodukter i indkøbsvognen, er der overskud af øko-mælk. Tyskland aftager mindst halvdelen af den danske eksport af økologiske mejeriprodukter, og er dermed det absolut vigtigste eksportmarked. Derfor kunne væksten i landets egen produktion af økologisk mælk, som i 2018 forventes at fortsætte til op imod 1,1 mia. kg, give anledning til bekymring. Forbruget af økologiske mejeriprodukter vokser dog også.
- Den tyske markedsandel for økologisk drikkemælk er kun på 8 pct., så sammenlignet med 30 pct. i Danmark og 20 pct. i Sverige, er der basis for meget mere drikkemælk. Og mens forbruget af konventionel drikkemælk falder, så stiger det økologiske forbrug, siger chefkonsulent i L&F, Ejvind Pedersen.