Økologiske fødevarer fra Danmark i stærk kinesisk vækst

Fredag, 25 maj, 2018

Den voksende middelklasse i Kina foretrækker fortsat importerede mejerivarer, og det glæder Landbrug & Fødevarer, der lige nu er på eksportfremstød i Shanghai med blandt andre Arla og Thise Mejeri. Landbrug & Fødevarer forventer, at øko-eksporten til Kina lander på omkring 400 mio. kr. for 2017 mod 303 mio. kr. i 2016, skriver landbrugsavisen.dk.
Arla, der er verdens største økologiske mejeri, har været til stede på det kinesiske marked i omkring ti år.
- På markedet for økologisk børneernæring har Arla de seneste to år oplevet en vækst på 50 pct. om året, og Arlas brand ‘Baby & Me’ er nu et top tre brand i Kina, siger Frede Juulsen, der er landedirektør for Arla i Kina. Samme positive melding kommer fra  Poul Pedersen, administerende direktør for Thise Mejeri:
- Vi oplever en stadig stigende efterspørgsel efter vores økologiske mælkepulvere, og vi regner med, at 2018 bliver vores bedste år til dato, siger direktøren for Thise, der har haft fokus på det kinesiske marked i fem år.