Restauranter fusker med feta og bøffelmozzarella

Tirsdag, 1 maj, 2018

Fødevarestyrelsen har netop gennemført en mindre stikprøvekontrol på en række cafeer og restauranter, hvor det primære fokus har været på fødevarens autencitet – altså om maden svarer til det, der står på menukortet. Man så nærmere på i alt 70 fødevarer markedsført på menukortet, og mere end hver tredje var ikke den mærkevare, som restauratøren hævdede. Således var der snyd med i spillet i samtlige otte feta-kontroller, godt halvdelen af 15 parmaskinke-tjek og i tre ud af syv kontroller af bøffelmozzarella. Det skriver Food-supply.dk. De danske overtrædelser var dog i den milde ende i forhold til andre lande, hvor myndigheder har fundet råddent kød, kemisk farvet tun m.m.  De danske virksomheder, der ikke havde styr på fetaosten og de øvrige "beskyttede geografiske betegnelser", kan nu se frem til enten bøde eller indskærpelse.