Smør på tilbud er populært lokkemiddel

Torsdag, 1 februar, 2018
eTilbudsavis har opgjort danskernes 25 mest populære tilbudsvarer fra 2017, og her har smør taget et markant spring. Med en placering som nr. 2 er smør nu kun overgået af skyr som tilbudsvaren med flest søgninger, skriver virksomheden i en pressemeddelelse ifølge retailnews.dk.
- Danskerne er ikke så fedtforskrækkede som tidligere. Nu vil vi hellere nyde den ægte vare. Tendensen peger på, at folk vil have lov til at spise smør. Smør står nu for god smag og kvalitet, mens plantemargarine til at smøre på brødet nærmest er røget helt ud af markedet, siger Sisse Fagt. Medvirkende til smørrets popularitet er to af de største madlavningsprogrammer i de seneste år, Spise med Price og Nak & Æd, som begge har flittigt benyttet sig af smør .En anden årsag til de mange søgninger efter smør på eTilbudsavis kan være de rekordhøje smørpriser, vi havde i Danmark i den sidste halvdel af 2017.
- Smør er et relativt dyrt produkt, hvor der er en del at spare, hvis man går efter tilbuddet. Derfor kan man godt lede lidt efter tilbuddet, når der skal handles smør, siger Sisse Fagt.